Ellens første korte video: en historie fra kurset
Ellen havde aldrig klippet en video. Her fortæller jeg, hvordan hun planlagde, optog og klippede sin første korte film med telefonen i hånden og tre enkle regler.
5 min. læsetid
Ellen mødte op med en telefon og mange tvivl
Ellen kom til første undervisningsgang i Randers en regnfuld aften i begyndelsen af efteråret. Hun var i fyrrerne, arbejdede i en lille forening og ville gerne vise, hvad foreningen lavede, uden at bede nogen andre om hjælp hver gang. Hendes udgangspunkt var ærligt: hun havde aldrig klippet en video, og hun var bange for, at det ville se klodset ud.
Jeg underviser ellers i redaktionel planlægning, men jeg sad med i rummet den aften og fulgte hende gennem modulet om grundlæggende kortvideo. Det, der slog mig, var, at hun ikke manglede talent. Hun manglede en rækkefølge at gøre tingene i. Da vi lagde en enkel arbejdsgang frem, blev spørgsmålene hurtigt mere konkrete og mindre ængstelige.
Først en plan, så et kamera
Vi bad Ellen om at skrive en enkelt sætning om, hvad videoen skulle sige. Hun skrev: strikkecaféen mødes hver torsdag, og alle kan være med. Mere skulle der ikke til. Derefter tegnede hun tre små rammer på et stykke papir: hvor man kommer ind, hvad hænderne laver, og hvem der smiler til sidst.
Den lille skitse, som kaldes et storyboard, tog under ti minutter, men den gjorde optagelsen meget lettere. Ellen vidste, hvad hun skulle lede efter, da hun stod i lokalet. Hun spildte ikke tid på at filme alt muligt i håb om, at noget kunne bruges bagefter. Planen fungerede som et kort over turen.
Jeg har set mange nybegyndere springe over dette trin, fordi det føles som forsinkelse. Hos Ellen var det omvendt: planen sparede hende for flere timers uro og genoptagelser, og hun gik fra lokalet med præcis det materiale, hun havde brug for.
- Én sætning om videoens budskab
- Tre rammer på papir i stedet for en lang liste
- Kun optagelser, der passer til planen
Optagelsen: stille hænder og godt lys
Ellen filmede med sin egen telefon, holdt vandret og støttede albuerne mod et bord. Hun ville først bruge zoom, men vi rådede hende til at gå tættere på i stedet, fordi billedet så forbliver skarpt. Hun placerede sig ved vinduet, så dagslyset faldt ind fra siden, og slukkede loftslyset, der gav et gulligt skær.
Hver optagelse varede otte til ti sekunder, og hun lod telefonen køre et øjeblik før og efter, så der var luft at klippe i. Hun mindede sig selv om at tale lavt og tydeligt, hvis nogen skulle høres. Lyden blev bedre, da hun stillede sig tæt på dem, der talte, frem for at stå i den anden ende af rummet.
Undervejs spurgte hun, om alle skulle tilfrågas om lov. Det var præcis det rigtige spørgsmål, og vi brugte et øjeblik på samtykke. Ellen spurgte deltagerne, før hun filmede deres ansigter, og de, der foretrak at være uden for billedet, blev filmet bagfra eller ved hænderne.
Klippet med gratis værktøj
Næste gang mødtes vi ved computeren. Ellen brugte et gratis klipprogram og lærte tre ting: at sætte optagelserne i rækkefølge efter skitsen, at skære hver optagelse ned til det nødvendige og at lægge en kort tekst ind, så budskabet står klart, også uden lyd. Det lød simpelt, og det var det også.
Hendes første udgave var næsten halvandet minut. Vi talte om, hvad en seer egentlig får ud af hvert klip, og hun skar den ned til omkring tyve sekunder. Overgangerne var enkle, og hun undlod effekter, som ikke tjente historien. Slutbilledet med de smilende deltagere blev stående, fordi det svarede på den sætning, hun startede med.
Jeg tror, det vigtigste for hende var at opdage, at klip handler om at fjerne. Når man tør tage det væk, som ikke bærer historien, bliver resten tydeligere, og man behøver ikke avancerede funktioner for at få det til at virke.
Hvad Ellen tog med sig hjem
Til sidst delte Ellen videoen med de andre på holdet, og vi gik den igennem sammen. Ingen var enige om alt, og det var en del af pointen: hun fik konkrete forslag til tekstens størrelse og til, hvor lang pausen på det sidste billede skulle være. Hun rettede to ting og var tilfreds.
Hun lovede ikke sig selv noget om, hvor mange der ville se den. Det gjorde vi heller ikke. Målet var, at hun kunne planlægge, optage og klippe en kort film på egen hånd, og det kunne hun nu. Foreningen fik en lille film til sin hjemmeside, og Ellen fik en metode, hun kunne bruge igen.
Bagefter sagde hun, at det, hun var gladest for, var at have en fast rækkefølge. Når hun nu får en idé, skriver hun sætningen først, tegner rammerne og går så i gang. Det er den arbejdsgang, modulet er bygget op om, og den virker, fordi den er til at huske.
- Planlæg før du optager
- Hold optagelserne korte og stabile
- Klip det væk, der ikke hjælper historien
- Spørg om lov, før du viser nogen frem
Ellens forløb viser, at en kort video ikke kræver dyrt udstyr eller forkundskaber, men en rækkefølge, du kan stole på: en sætning, tre rammer, korte optagelser og et klip, der tør fjerne noget. Hun nåede ikke længere end det, kurset lover, og det var netop nok. Hvis du går i de samme tanker som hun gjorde, er første skridt at skrive din egen sætning ned.
Læs også på bloggen
-
Manuskript først eller billeder først: to veje til en kort fortælling
Skal du skrive manuskriptet, før du optager, eller finde billederne først og skrive bagefter? Jonas sammenligner de to arbejdsgange og peger på den, der passer de fleste begyndere bedst.
-
Sådan tjekker du dit visuelle budskab, før du udgiver det
En tjekliste til dig, der vil vide, om komposition, farver og tekst fungerer, før du lægger et billede eller en kort video ud. Gå den igennem punkt for punkt.
-
Da Lise spurgte, om hun måtte vise sin nabo
En kursists historie om et lille videoklip fra baghaven, et ubesvaret samtykke og de spørgsmål, vi stillede, før klippet blev lagt ud. Et eksempel på ansvarlig publicering i praksis.